Alice i eventyrland faldt i et kaninhul. Jeg røg i en tidslomme.

Jeg lod mig lokke af en journalist fra Kristeligt Dagblad, uden at forberede mig ordentligt. Først, da jeg læste resultatet af interviewet i avisen, forstod jeg, at journalistens spørgsmål hørte en anden tid til. Tiden, hvor diskussionerne om borgerservice på bibliotekerne og åbne biblioteker uden betjening var brandvarme. Efterhånden er der udviklet en modus vivendi om disse nyere måder at være bibliotek på. Det er andre emner, der trænger sig på, og derfor helt andre strategiske spørgsmål, som skal formuleres.

Interviewet med mig fremstod bedaget, og jeg lignede en bibliotekar, der er gået helt i stå. Det var træls.

Efter at være kommet mig over chokket, skrev jeg flg. korrigerende bemærkninger til avisen.

“Kristeligt Dagblads interview med mig efterlader et indtryk af, at jeg er og har været imod både bibliotekernes arbejde med understøttelse af integration af flygtninge og indvandrere, og bibliotekernes tilbud om ’uddannelse’ af borgere ved overgangen fra analogt til digitalt samfund. Det er ikke sandt. Tværtimod har jeg som Stadsbibliotekar i Malmø (2008-2012) initieret et stort læringscenter på biblioteket, med netop ovenstående formål.

Ej heller kan jeg genkende det budskab, jer er citeret for i flg. : ”Jeg synes ikke, det er blevet diskuteret nok, hvad det betyder for hele oplevelsen, at borgerne ikke altid møder bibliotekarer, men i stedet møder andet personale eller intet personale.”

Bibliotekerne har i en lang årrække ansat personale med større variation i uddannelsesbaggrund. Det har tilført nye, væsentlige kompetencer til bibliotekerne og styrket personalegruppernes samlede kapacitet. Jeg var selv formand for Bibliotekarforbundet, ved skiftet af hovedorganisation fra FTF til AC. Skiftet skete netop for at åbne mulighederne for at optage kandidater med anden uddannelsesbaggrund end den bibliotekariske.”